Jette Støvring valgte lægegerningen for at gøre en konkret forskel for mennesker. I dag behandler hun åreknuder, som for mange patienter betyder markant forbedret livskvalitet.
For karkirurg Jette Støvring handler arbejdet om langt mere end diagnoser og behandlinger. Hun valgte i sin tid at læse medicin drevet af en stor interesse for menneskekroppen og dens funktioner.
”Jeg ville forstå kroppens opbygning, sygdommene, der kan påvirke den, og især de behandlinger, der kan hjælpe patienterne,” forklarer Jette.
Den oprindelige interesse voksede sig hurtigt til noget langt større:
”Jeg var utrolig glad for studiet, men at være læge viste sig at være meget mere end et arbejde. Den glæde, jeg oplever ved at se patienter blive raske eller få lindret deres gener, er stor og meget meningsfuld for mig,” uddyber hun.
Da tiden kom til at vælge speciale, faldt valget på karkirurgien – ikke mindst fordi hun så et stort potentiale for at gøre en forskel.
”Patienter med karkirurgiske lidelser var ofte en lidt forsømt gruppe. Der var virkelig behov for en ekstra indsats,” fortæller Jette.
Hun arbejder især med behandling af åreknuder (varicer), som selv om det ikke er en akut kritisk sygdom, kan medføre alvorlige gener.
”Varice-patienter er en stor gruppe, der ofte er lidt overset. Men symptomerne kan være voldsomme og i nogle tilfælde invaliderende. Derfor er der også stor glæde hos patienterne, når de mærker den hurtige bedring efter en behandling,” forklarer hun.
Symptomerne kan spænde bredt fra uro i benene og natlige kramper til hævelser, eksem eller ligefrem kroniske sår, der har plaget patienterne i mange år.
Når Jette Støvring møder ind på en af klinikkerne i Dansk Venecenter, starter dagen allerede kl. 08 med at forberede dagens patientbehandlinger.
”Jeg møder ind og hilser på sygeplejerske og receptionist, som allerede er i fuld gang. Derefter starter jeg pc og ultralydsscanner op og gennemgår dagens program,” fortæller hun.
Fra kl. 09 frem til kl. 16.30 er dagen fyldt med konsultationer og behandlinger. Efter sidste patient hjælper hele teamet hinanden med oprydning og afrunding af dagen.
I sin karriere har Jette haft mange oplevelser, der har gjort stort indtryk:
”Noget helt specielt ved jobbet er, at alle patienter har deres egen unikke historie. Mange har levet med gener i årevis, før de får behandling.”
Hun husker især en mand, der havde lidt af venøse bensår i hele 30 år, og en kvinde, hvis nattesøvn længe var blevet ødelagt af uro og smertefulde kramper. Fælles for disse patienter er, at de fik markant bedre livskvalitet efter behandling.
Når arbejdet er lagt til side, prioriterer Jette tid med familien højt. Hun nyder især at være ude i naturen, hvad enten det er på cykel, i haven, i skoven, ved havet – eller på golfbanen, hvor hun begyndte sidste år.
”Indimellem holder jeg også af at rejse og opleve nye ting. Men mest af alt elsker jeg hverdagen med familien,” afslutter Jette.
Denne artikel er baseret på forskning og publikationer fra velrenommerede kilder for at give dig den mest pålidelige information. Her er nogle af de vigtigste anvendte kilder:
Ved at bruge disse kilder kan du være sikker på, at artiklen er baseret på aktuelle og videnskabeligt gennemgåede informationer.
Hvis du er henvist til sygehus har du ret til at vælge at blive behandlet på en privat klinik, når der er mere end 30 dages ventetid på din åreknudebehandling i det offentlige.
Læs mere om frit sygehusvalg