Er du træt af ikke at kunne gå i shorts eller kjole, fordi du ikke kan lide at vise dine bare ben frem på grund af dine karsprængninger. Karsprængninger kan være til meget stor gene, fordi mange opfatter dem som grimme, men behandlingsmetoden til at fjerne karsprængninger er skånsom og effektiv.
Derfor får man karsprængninger
Udviklingen af karsprængninger på benene sker ofte over flere år, og der findes forskellige årsager til, hvorfor man får karsprængninger. Karsprængninger rammer op til cirka 50% af den voksne befolkning og er derfor helt almindeligt at have. Den hyppigst sete årsag er arv, men miljø og andre faktorer har også meget stor betydning for, om man får karsprængninger.
- Alder
- Genetisk disposition
- Solskadet hud
- Overvægt
- Vind og vejr
- Visse hudsygdomme
- Livsstilsygdomme
I takt med at man bliver ældre, vil blodkarrenes elasticitet forringes, og venevæggene bliver derfor mere skrøbelige, og risikoen for at få karsprængninger forøges.
Under en graviditet udskilles hormonet progesteron hvilket øger karvæggens eftergivelighed. Desuden fordobles blodmængden også i forbindelse med en graviditet, så trykbelastningen i blodkarrene øges markant, hvilket også kan resultere i karsprængninger eller åreknuder.
Sol, vind og kulde kan skade huden og give karsprængninger i ansigtet, særligt på næsen og kinder.
Behandling med sklerosering kan fjerne karsprængninger
Sklerosering anvendes til at fjerne karsprængninger på benene, hvor området med karsprængninger er større end det eksempelvis ses i ansigtet. Ved sklerosering, også kaldet mikroskleroterapi, injiceres et lokalirriterende lægemiddel direkte ind i blodkarrene hvor karsprængningerne er.
Lægemidlet får de fine årer til at trække sig sammen, karvæggene nedbrydes og karsprængningerne fjernes. Sklerosering foregår uden bedøvelse, og der er ingen smerter forbundet med behandlingen. Der anvendes en meget tynd nål til selve behandlingen, så man kan føle små stik og let svien når selve skleroseringen udføres.
Det er ikke altid, at effekten af behandlingen kan ses med det samme, da det kan tage tid, før blodkarrene er helt lukket. Nogle karsprængninger forsvinder efter blot én behandling, men oftest skal der 2-4 behandlinger til for at opnå et vedvarende og tilfredsstillende resultat.
Hvor længe holder effekten af sklerosering?
Karsprængninger kan opstå gennem hele livet, så det betyder også, at nye karsprængninger kan opstå. Hvornår nye karsprængninger opstår i livet er meget individuelt og afhænger af forskellige faktorer såsom en persons alder, livsstil og fysik.
Efter en skleroseringsbehandling
Efter en behandling med sklerosering, hvor karsprængningerne er fjernet, kan huden i området være let hævet. Man kan opleve at blodkarrene, som er blevet behandlet, kan være blevet mørkere i farven, men dette vil fortage sig over tid.
Efter en behandling med sklerosering til at fjerne karsprængninger skal man undgå hård fysisk aktivitet, sauna og direkte sollys i cirka 1 uge. Herefter skal man benytte solcreme med høj faktor for at beskytte området, hvor karsprængningerne er fjernet.
Sammenhængen mellem karsprængninger og åreknuder
Har man karsprængninger på benene, som er blevet fjernet ved sklerosering, men oplever at karsprængningerne bliver ved med at komme igen, kan det skyldes underliggende problemer, så som åreknuder. Dette betyder altså, at selvom man får behandlet sine karsprængninger gentagne gange, vil de blive ved med at komme fordi årsagen skyldes åreknuder. Derfor er det vigtigt, inden man skal fjerne karsprængninger, at få identificeret om der også er åreknuder i området med karsprængninger. Dette kan gøres ved en forundersøgelse, hvor en speciallæge undersøger benene med ultralyd, hvor man får indblik i blodcirkulationen og vist eventuelle åreknuder.
Åreknuder opstår, når blodet samles i puljer i venerne i benene. Denne tilstand opstår, når veneklappernes funktion er utilstrækkelig, således at der kommer tilbageløb i blodårerne. Når blodet er hobet op i puljer, er der stort pres på venen, hvilket også kan resultere i karsprængninger. Derfor ses det ofte at en person, som har mange karsprængninger på benene ofte også har åreknuder.